DaSK

 

DaSK - Dansk Svæveflyvehistorisk Klub

Om svæveflyvning

Svæveflyvning har bidraget meget til udforskning og udvikling af flydesign, materialer, aerodynamik, flyinstrumenter og ikke mindst meteorologi.
Resultaterne af denne forskning og udvikling nyder ikke alene flyvningen i bredeste forstand godt af i dag, bl.a. har også den moderne vindmølleindustri hentet nyttig viden herfra

Nævnes i denne forbindelse skal også udviklingen af uddannelsesmetoder for piloter. Mange piloter i den militære flyvning og civile luftfart er begyndt som svæveflyvepiloter. At have gennemgået en uddannelse til svæveflyvepilot og en dag få at vide : "I dag skal du flyve alene!" er en overdragelse af tillid, der har karakterdannende og livslang virkning på den, der har prøvet det.

Tyskeren Otto Lilienthal stod fadder til svæveflyvningen.
Otto Lilienthal begyndte at flyve med hang gliders i 1891 og gennemførte mere end to tusinde flyvninger i hang gliders af egen konstruktion inden han døde efter et flystyrt i 1896. Hans længste flyvning var på 250 meter.
Det første svæveflyvestævne blev afholdt i Wasserkuppe i Tyskland i 1920 med meget beskedne resultater.
I 1922 var verdensrekorden i fri distance 55.2 km. Den første flyvning over 1oo km nåede man i 1929, hvor Robert Kronfeld fløj 102 km. Flere rekorder: 6838 meter højdevinding i 1938, fri distance 749 km i 1938 og varighedsrekord på 55 timer og 52 minutter i 1943 i en DFS Weihe. Sidste rekord blev ikke anerkendt på grund af krigen.
Rekorderne er dramatisk forbedret med de nye komposit konstruktioner. I 2003 fløj Klaus Ohlmann 3009 km i Andesbjergene i en Nimbus 4D og i 2014 fløj han som den første over Mount Everest.
Verdensrekorden over 100 km trekant er på 289,4 km/t og over 500 km trekant 194,79 km/t.
En højdevinding på 22.202 meter venter på godkendelse i FAI.

ISTUS bliver til OSTIV

Interessen for disse teknisk/videnskabelige områder førte allerede i 1930 til dannelsen af den første svæveflyveorganisation, ISTUS, der i 1948 blev afløst af OSTIV (Organisation Scientifique et Technique Internationale du Vol a Voile).

 OSTIV

ostiv website

 

 

 

FAI

Hvor ISTUS oprindeligt også omfattede den sportslige side af svæveflyvningen, stævner og rekorder, blev disse ved overgangen i 1948 til OSTIV overladt til FAI (Fédération Aéronautique Internationale), en sammenslutning af nationale organisationer, klubber o.l. til varetagelse og fremme af aeronautiske aktiviteter, i Danmark Kongelig Dansk Aeroklub, KDA. FAI selv blev dannet i 1905 efter et oplæg præsenteret for og anbefalet af Den Olympiske Komité med det mål "metodisk at katalogisere de bedst opnåede præstationer, således at de kan komme til alles kendskab; at identificere omstændighederne (hvorunder de er opnået), så de reelt kan sammenlignes; og derved at sikre, at den, der har opnået rekorden uden modsigelse, kan gøre krav på titlen som rekorindehaver". -  OSTIV blev i 1977 et associeret medlem af FAI.

FAI fører en liste over rekorder indenfor de fleste luftsportslige aktiviteter.

 FAI

FAI logo