DaSK

 

DaSK - Dansk Svæveflyvehistorisk Klub

Otto Veibel

Skrevet af Jan B. Kjeldsen, translation Shirley Parker

Otto Veibel

Otto Veibel blev sammen med Ulrich Birch og Willy Jensen de første danskere, der foretog en svæveflyvning på over en en halv times varighed. Det foregik på skrænten over Tisvilde, Nordsjælland, skærtorsdag den 9. april 1936 .

Otto var på dette tidspunkt 30 år og far til to børn.

Han blev på et tidligt tidspunkt grebet af ideen om at flyve og tog til Tyskland for at få undervisning og erhvervede der et B-certifikat. Han blev medstifter af Dansk Svæveflyver Union i 1934. Han sad på dette tidspunkt i sportsudvalget i Dansk Motor- og Svæveflyverforening.

Billederne her på siden er udaterede, men er fra ca. 1935. Som det fremgår, byggede han sammen med sin far en Stamer & Lippisch, men om det var hans egen eller klubbens vides ikke.

Otto Veibel på sin Stamer & LippischOtto Veibel på sin Stamer & Lippisch

Otto Veibel blev født 1905 i Lyngby, søn af Ingrid og Theodor C. Petersen, en elektroinstallatør der i nogle år havde forretning på Lyngby Torv og senere på Hovedgaden 49, en virksomhed som sønnen, der også var udlært i branchen, overtog i 1948 efter faderens død. Han oparbejde en udmærket forretning, som han imidlertid på grund af svigtende helbred solgte ca. 1961, hvorefter han købte Karrebæksminde kro og badehotel, som han sammen med sin hustru moderniserede.

Ottos far på Stamer & Lippisch

Ottos far på Stamer & Lippisch

Otto Veibel blev 57 år gammel. Han var den 14. februar 1963 på vej til vennebesøg på Falster, da bilen i det glatte føre skred ud og knustes mod en betonpille på broen over Fuglebækkanalen. Det kunne efterfølgende konstateres, at biles dæk var så afslidte, at der ikke var slidbanemønster på dem.

Kroen blev efterfølgende solgt til Gastronomisk Landsforbund for at indrette den til undervisningssted for vordende smørrebrødsjomfruer. Kroen er i dag opdelt i andelsboliger.

 

   
Hovedgaden 49, Kongens Lyngby Hovedgaden 49, Kongens Lyngby

Billederne er venligst stillet til rådighed af Shirley Parker, Otto Veibels søsterdatter, der er født og opvokset i England.

 

Tre Gange en halv Time i Luften over Nordsjællands Kyst

FLYV, Maj 1936

Tre danske Svæveflyveres Bedrift

Den 9. April lykkedes det tre danske Svæveflyvere at sætte en smuk Rekord over Skrænterne ved Tisvilde. Med Svæveplanet ”Grunau Baby” foretog Ulrich Birch, Otto Veibel og Willy Jensen hver en Svæveflugt af en halv Times Varighed, og FLYV bringer Willy Jensens Skildring af de tre Svæveflyveres raske Bedrifter.

Tisvilde den 9. April 1936

Tisvilde den 9. April

Over skrænten ved Tisvilde den 9. April

Over skrænten ved Tisvilde

Dansk Svæveflyvning er ikke mere en Fabel, det er Fakta. De danske Svæveflyvere har rundet en Milepæl, de har naaet et Maal, der blev sat for mange Aar siden, et Maal, som har kostet uendelige mange Skuffelser og økonomiske Ofre, og kun med den for Svæveflyvningen saa nødvendige Taalmodighed og sejge Tro paa, at det kunde gøres, er det lykkedes at naa til disse danske Resultater, der i Dag staar som de bedste i Norden.

Den 9. April 1936, Skærtorsdag, der skulde blive den Dag, som sikkert alle danske Svæveflyvere vil huske ud i Fremtiden, tog vi som sædvanlig ud til øvelsespladsen i Lundtofte, vel vidende, at der var N-V Vind, og af en saadan styrke, at der kunde gøres Forsøg paa Svæveflyvning ved Nordsjællands Kyst. Men vi var skeptiske, som man bliver efter saa mange mislykkede og forhastede Forsøg, og først ved Middagstid besluttede Ulrick Birch sammen med et Par Kammerater at tage Chancen og vove Forsøget.

Vi var heldige den Dag, 60 km kørtes paa Molorcykle uden Uheld, Motorspillet startede uden Vrøvl, og Vejret holdt sig med den konstante N-V Vind ca. 7 m pr. sek. Denne Gang kunde det ikke glippe. Det har vi sagt saa tit, men denne Gang passede det, Kl. 17 startede vi Ulrich Birch, og efter at have naaet passende Højde udløste han, og saa kom de igen, disse spændende Sekunder, hvor man staar paa Jorden med tilbageholdt Aandedræt og knyttede Næver, som om man ved at anspænde hver Muskel i Kroppen, med sin Vilje kunde bringe Svæveplanet til at stige. Men det var ikke nødvendigt. Efter at være sunket til ca. 40 m over Klinten, sank Maskinen ikke mere, men fortsatte ned langs Kysten, saa langt øjet kunde følge den. 3 Minutter senere kom Svæveplanet sejlende tilbage hen over vore Hoveder, stadig følgende Kysten i en skraa sideglidende Stilling. 10 Gange blev Maskinen til en lille Prik i det fjerne. 20 Gange hørte vi det monotont dirre i Luften over vore Hoveder, hver Gang Maskinen passerede.

En halv Time var gået fra Startøjeblikket, indtil Birch gav Tegn til, at han vilde lande. Landingen fulgte glat Kl. 17,36. 34 Minutter i Luften uden Motor, et glimrende Resultat efter dansk Maalestok. og Begejstringen var stor, men Tiden kostbar, det blev snart mørkt, og der skulde naas endnu to Svæveflyvninger denne Dag. Svæveplanet blev gjort startklar, og Kl. 17,58 startede Otto Veibel. I den følgende halve Time oplevede ogsaa han Svæveflyvningen i al dens Herlighed, med den skønne Sjællands Kyst under sig, og den synkende Sol i Horisonten, et Billede der nok skal bringe en i Stemning, naar det ses fra et Svæveplan, der lydløst, uden en larmende Motor i Nærheden, glider majestætisk gennem Luften. Kl. 18,30 blev der givet Tegn til Landingen, der forløb uden Uheld.

Ogsaa jeg fik Lejlighed til at prøve en virkelig Svæveflyvning. Fra Kl. 18,50 til Kl. 19,20 sejlede jeg frem og tilbage langs Kysten, alt imedens Solen forsvandt under Horisonten, og Skumringen langsomt sænkede sig over de mange Sommerhuse ved Kysten. Det var en Oplevelse, jeg sent vil glemme, og jeg haaber, at mange af vore Svæveflyvekammerater i Sommerens Løb maa opnaa at komme til at svæveflyve ved Tisvilde Strand.

Ullrick Birch og Otto Veibel vil jeg gerne i Svæveflyvesagens Navn takke for deres uselviske Sammenhold og Kammeratskab, thi kun det gør det muligt at naa de for Svaveflyvesagens saa betydningsfulde Resultater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne historie er fundet i FLYV 23-05-1948

og videregivet af Harry Nielsen til mig.

Overtraf Danmarksrekorden - og fik karantæne

Med sommersæsonens begyndelse fortsatte de danske svæveflyvere fremgangen fra 1947, baade fra centret i Vandel og paa Sjælland. Søndag den 23. maj naaede John Wetlesen som den første fra Vandel over baade Lille- og Storebælt til Sjælland, og lidt senere samme dag landede Harry Nielsen fra Stamgruppen langt inde i Sverige efter en længere flyvning paa 180 km. Det er dog sansynligt, at Wetlesen faar rekorden med 172 km, idet Harry Nielsen ikke menes at have slaaet Wetlesens med tilstrækkelig margin. Endelig fløj Knud Wermuth Jensen 108 km fra Vandel til Nyborg.

Jylland - Sjælland

I sidste aars usædvanlige vejr med meget lidt svæveflyvevejr med vestenvind tænkte mange naturligvis paa at komme fra Vandel mod øst. Faktisk har Cowboy i al stilhed dengang udført en flyvning fra Vandel til Gribsvad paa Fyn, en distance paa ca. 60 km. Tanken har imidlertid været at komme videre og faa æren af den første storebæltsflyvning fra vest mod øst, en flyvning, som ogsaa Odense-svæveflyverne har ligget og drømt om. Den 23. maj indviede "den kendte" John Wetlesen unionens nye fine spil kl. 1125 og gik i det fine vejr mod øst. Lillebælt blev overfløjet, derpaa Fyn, og saa gik det ud over Storebælt og ind over Sjælland.
Efter præcis 5 timers flyvning landede han "Hvor Fensmark hæver sit kirketelt med den røde top imod sky og smiler over til Gisselfeldt og Vester-Egede by" ved Næstved.
Wetlesen, som sidste sommer fik guld-C-højden i Czekoslovakiet og saaledes "kun" mangler distancen paa de 300 km, fløj i den lille Hütter 28, som derved har foretaget sin hidtil længste flyvning. Længere flyvninger vil sikkert følge efter, for nu gælder det om at foretage den første flyvning Vandel - Sverige! Dette er omtrent den eneste vej, som aabner os muligheder for de helt store flyvninger. Den største højde under flyvningen, som vi ikke har kunnet fravriste Wetlesen nærmere enkeltheder om, var 2000 m.

Roskilde - Blekinge

Harry Nielsen startede kl. 1230 i klubbens "Olympia" OY-DEX, som nu er forsynet med bundkobling, paa eksercerpladsen ved Roskilde uden egentlige tanker om at gaa paa "stræk". - Grundet et endog meget fint svæveflyvevejr var den højst tilladte flyvetid sat til en halv time. Han var ikke længe om at komme i kontakt med termikken og skruede sig op til en højde af 1400 meter. Den lille djævel, der bor i enhver rigtig svæveflyver, hviskede ham straks i øret, at han skulle stikke af. Næh, sagde han - det gaar ikke. "Jamen kan du ikke se de fantastiske skygader, der rækker ligesaa langt som øjet." - "Jo, du, men det er synd for de andre, der ogsaa gerne vil til vejrs." Men djævelen blev ved - "Det er den mest oplagte chance, du endnu har faaet; tror du ikke, hvis det havde været en af de andre, at han saa havde taget den? - Du er tosset, om du ikke stikker af!"
Saadan blev han ved med at friste, og efter at have ligget over Roskilde og betænkt sig en time, faldt Harry for fristelsen og satte kursen mod København.
Det varede kun 20 minutter under en skygade, saa havde han kongens by liggende under sig, og skruede sig her op til 1600 meter. Saa kom næste etape - øresund; han stak over mellem Saltholm og Hveen og naaede svenskekysten i 800 meters højde. Over Sverige fik han først lidt stigning, saa han kom op i 1000 m og klarede sig et stykke vej paa det. Men saa begyndte det at blive svært, og over en sø i Skaane maatte han helt ned i 250 meters højde, før han fangede termikken igen. Den bragte ham imidlertid op i 1600 meter under en skygade, og han kunne i ro og mag fortsætte turen.
Men tiden gik, og solen begyndte at kigge ned under skyerne, kl. 1910 gik den ikke længere, og han landede ved Lister-Mjelby, en by i Blekinge, efter at have fløjet en distance paa 180 km, og været i luften i 6 timer og 40 minutter. Det overtraf baade distancerekorden og varighedsrekorden i termik.
Rygtet om, at et svæveplan var landet, løber stærkt - og kort tid efter mødte nogle svæveflyvere fra den nærliggende by Kristiansstad op. De havde netop flyveudstilling i byen og ville partout have "Olympiaen" stillet op paa torvet som reklame. Han maatte desværre sige fra, da det gjalt om at komme hjem igen. Han ringede hjem, og Kurt Nielsen mødte op med en KZ III til at bugsere; de naaede dog ikke længere end til Bulltofta, saa var klokken blevet for mange - og Kurt Nielsen fløj hjem alene. Om tirsdagen blev han saa bugseret til Kastrup af en Klemm 35 fra Aeroklubben i Malmø - hjem til et startforbud paa 5 flyvedage!
Tro nu ikke, at vi kritiserer nogle interne klubbestemmelser, der blev overtraadt ved flyvningen. Vi ser i startforbudet et tegn paa, at dansk svæveflyvning efterhaanden er naaet et saa højt stade, at man ikke længere betragter en distanceflyvning som noget chokerende og af den grund glemmer de bestaaende regler!

"Cowboy"s bror flyver Vandel - Nyborg
-og deres mor vil svæveflyve!
Flyvning nr. 3 den dag blev udført af Knud Wermuth Jensen - Cowboy's bror - han fløj i Baby OY-DUX til Nyborg, en distance på 108 km.
Cowboy er den lykkelige indehaver af 5 brødre, som alle svæveflyver, og da vi skrev og bad Knud berette om sin flyvning, fik vi et brev fra hans moder, der fortalte, at han var rejst til Finland; vi tillader os at citere et stykke af brevet, der viser, at ikke alle svæveflyvemødre er lige uforstaaende over for deres afkoms flyvelyst:
"Jeg haaber bestemt at faa en tur med Harald (Cowboy) i sommer, det har vi aftalt; Jeg synes, det kunde være rart at prøve."

 

Min første flyvetur

Skrevet af Eli V. Nielsen
Maskiner var bygget af pakkasser og karduspapir.

Min første flyvetur var kun tre meter lang. Jeg foretog den i en såkaldt hængeglider, og foruden at være den første flyvetur var det mit livs mest besværlige.

Lad os begynde ved begyndelsen. Vi var et hold drenge i otte års alderen, der interesserede os vældigt for flyvning. Længe havde vi bygget modeller, der blev fremstillet af kasserede lister, som vi hentede hos snedkeren, og af tomme margarinekasser.
Tro det eller lad være, men de kunne faktisk flyve, og så havde de den uhyre praktiske egenskab, at de kunne tåle at falde ned uden at blive knust.

Så sketer der det, at vi fandt en gammel udslidt bog om svæveflyvning. Den indeholdt bl. a. beskrivelsen af en såkaldt hængeglider, et svæveplan, hvor "piloten" skulle hænge i armene under turen. Den så ud til at være nem at bygge, og dens forskellige mål afskrækkede os ikke: 5 meter spændvidde og 3 meter lang.
Vi tog fat med vældig energi. Der blev ikke megen tid til lektielæsning, hvert minut ofede vi på vor vidunderlige "maskine". Men aldrig havde vi forestillet os, at fem meter var så meget! Den blev meget større, end vi i vor vildeste fantasi havde forestillet os. Hovedbjælkerne blev boltet sammen, for- og bagkant føjet til, derefter kom kun kroppen og halepartiet. Det så eventyrligt ud, men det lignede ikke ret meget en svæveflyver endnu, for der var ingen beklædning på. Der var ikke råd til lærred, så vi beklædte fænomenet med gråt indpakningspapir.

Efterhånden vakte vort byggearbejde en vis interesse i den nærmeste omegn. Pigerne begyndte at interessere sig for eksperimentet, men vi holdt naturligvis alle på afstand, vi skulle ikke have noget ødelagt. Og så kom den store dag, da vor stolthed skulle i luften for første gang.

Jeg skulle foretage indflyvningen fra en bakketop. Jeg tog plads mellem forkanten og hovedbjælken - der var et hul beregnet til det samme, Pludselig blev jeg hundeangst, jeg rystede i knæene, men forsøgte at lade som ingenting. Så prøvede jeg vægten af planet, tøvede et sekundt og så af sted, fuld fart ned af bakken. Det gik hurtigere og hurtigere, så kom der en sænkning i bakken, jeg satte af i et vældigt spring, fløj tre meter og landede igen. Jeg sank i knæ under vægten af planet, men holdt dog balancen.

Ih, hvor var vi stolte! Vores flotte flyvemaskine havde vist, at den kunne flyve. Vi var enige om, at flyveturen var blevet så kort, fordi farten havde været for lille, så vi måtte prøve en gang til. Denne gang bandt vi et reb fast i forkanten og satte mandskabet til at trække. Nu var der masser af fart, jeg pilede af sted for at følge med, men i afsætningsøjeblikket trådte jeg fejl, trækket blev så voldsomt, at jeg ikke kunne holde mig fast. Maskine fortsatte uden mig, steg næsten lodret til vejrs, trak rebet ud af hænderne på træk-mandskabet og nåede op i 10 meters højde. Det var det mest imponerende øjeblik i vor hængegliders alt for korte liv, for turen fortsatte rundt i et vældigt loop, indtil vort værk ramte jorden med et ubeskriveligt brag. Derefter havde vi ikke længere nogen hængeglider, men en bunke knuste lister og indpakningspapir.

Der blev ikke mere flyvning i denne omgang, men alligevel var vi ikke skuffede. Vores dyrebare maskine havde været i luften - og når alt kom til alt, havde det været et ualmindeligt flot brag, da den endte livet.